YOUR INTERNET EXPLORER IS NO LONGER SUPPORTED

You are using an old version of .
To improve your experience using our website, we strongly recommend to update your browser to its latest version or download one of the following browsers:

Google Chrome (recommended): Download here
Mozilla Firefox: Download here
Microsoft Edge: Only available with Windows 10
Microsoft Internet Explorer (IE9+): Only available with Windows Vista and upwards

PRIVATØKONOMI

17 billige og alternative rejser som du ALDRIG glemmer

Læs med her, hvis du mangler inspiration til din næste ferie. Vi har samlet en række rejsedestinationer som du nok kender i forvejen, men med aktiviteter du ikke vidste, at du er nødt til at opleve. Om du er på udkig efter en billig ferie med stærke oplevelser eller blot vil høre nærmere om, hvilke utrolige alternative rejser man kan tage på i Europa, så kig med.

Tips til billigere fly og ophold

Vær fleksibel mht. rejsedatoer, det kan sagtens betale sig at bruge lidt ekstra tid for at sikre sig den bedste pris.

Rejs fra Tyskland. Ifølge YouGov sparer danskerne i gennemsnit 40 % på deres flybilletter ved at flyve fra Tyskland. Det er rigtig mange penge at spare.

Det er også derfor 280.000 danskere hvert år vælger at flyve fra Hamborg, hvor du også kan parkere bilen billigere end i Danmark.

Billigt og gratis

En af de mest komfortable måder at bo på når man rejser, er gennem AirBnB. Her kan du leje private boliger på din feriedestination i alle prislejer, og man kan som oftest finde en hel lejlighed til under 200 kr. pr. overnatning. På denne måde har man også en kontaktperson som kan hjælpe med praktiske oplysninger.

Hvis man ikke har problemer med intimitet overfor fremmede mennesker, skal man overveje Couchsurfing.

Couchsurfing er et globalt socialt fællesskab for personer der elsker at rejse og møde nye mennesker. Konceptet går ud på at man låner en sofaplads hos private. Man bor altså sammen lokale, hvilket giver rigtig mange muligheder for en unik ferie. Samtidigt møder man nye åbne mennesker som brænder for at du får en fed oplevelse i deres by. Perfekt hvis man er på udkig efter billige alternative rejser.

Se evt. vores tidligere guides med flere tips til at holde budgettet nede på rejsen.

Flyrejse og ophold er tit de tungeste poster i feriebudgettet. Opholdet har vi nu skrabet helt væk mens flybilletten også er blevet trimmet. Nu kan du koncentrere dig om, hvor dine næste alternative rejser går hen.

1. Løb for livet i Spanien - bogstaveligt talt

Sol, sommer, ferie og badestrand i Spanien. Dette er vel for mange opskriften på ren afslapning og også dér, hvor tankerne flyver hen når man drømmer sig væk fra hverdagen. Tilføj otte-ti fuldvoksne og rasende tyre, der jagter dig igennem Nordøstspanien mens du sammen med 2000 panikslagne lokale flygter for livet.

Så har du Running of the Bulls i Pamplona!

Det er gratis at komme i livsfare og kravene er til at overkomme. Du skal være over 18 år, løbe i samme retning som tyrene (du vinder nok alligevel ikke den duel), ikke provokere tyrene og ikke være alkoholpåvirket. Bagefter er der rig mulighed for alligevel at fylde sig med lidt alkohol, der er nemlig en legendarisk afterparty i byen for alle overlevende.

Tyreløb i Spanien
Pris:
Gratis
Sted:
Pamplona, Spanien
Dato:
08/07/2018

2. Tag på ferie i England...

hvis du er glad for idéen med løb og aktiv ferie, men finder dig bedre tilpas lidt højere oppe i fødekæden. I Gloucester har man siden 1800 tallet jagtet rullende oste ned af Cooper’s Hill. Bakken er så stejl, at det er langt de færreste der formår at holde sig på benene. Faktisk ruller man mere end man løber og det gælder om at komme først over målstregen for foden af bakken.

The Gloucestershire Cheese Rolling er et gratis event med deltagere fra hele verden, der alle smadrer ned af bakken i håb om at blive den stolte vinder af den prestigefyldte ostepræmie.

Det er dog ikke helt ufarligt. Tjek videoen herunder.

Pris:
Gratis
Sted:
Cooper's Hill
Dato:
Maj 2018

3. Mange rejser til Portugal...

men det er nok de færreste, der kender til Portos årlige Festa de São João. São João er en helgen, som selvfølgelig skal fejres. Det burde du være med til, der er nemlig dømt kæmpe hvidløgs- og oppustelig-hammer-krig i hele byen. En slags midsommer galskab i form af en stor gadefest, hvor man bevæbnet med hvidløgsblomster og hammer slår løs på hinanden, spiser, drikker og danser aftenen igennem. Man ved ikke helt hvornår eller hvorfor hammertraditionen kom ind i billedet, men populært er det i hvert fald.

Omkring midnat rykker hele byen ned mod stranden, hvor et af årets største fest fyrværkerishows brager op på himlen. Efterfølgende tændes flere kæmpe bål på stranden, som deltagerne udnytter ved at udfordre hinanden til at hoppe igennem de største flammer. Eventet er selvfølgelig gratis, og hvor kan man ellers hoppe igennem flammer og slås med hammer på samme tid?

Rejser til Portugal
Pris:
Gratis
Sted:
Porto, Portugal
Dato:
24/07/2018

4. Aktiviteter i efterårsferien? Vær vikinger i Danmark!

Viking... Weking... Vi er konger... Ingen ved helt hvor navnet stammer fra så man kan frit lufte sine egne teorier. I Lejre, ved Roskilde, kan du også lufte din indre viking og blive meget klogere på, hvordan vores sagnomspundne fortid mon har set ud i hjemme i lejrene.

Aktiviteter i efterårsferien

Hvis man har lyst til en anderledes, aktiv og bæredygtig ferie, kan du i Lejre vælge at leve i en uge som jernalderfamilie, viking eller landbobonde. Sagnlandet Lejre har faktisk et af Danmarks smukkeste landskaber, og man skal ikke undervurdere, hvordan en sådan tur kan bringe folk sammen. Vi snakker en uge i vikingetøj, brændenældesuppe, fremstilling af flintestensvåben, brændehugning, håndværk, fiskeri, handel på vikingemarkedspladsen og meget mere.

Samtidig er du med til at levendegøre områderne, da det “gængse” publikum også kommer forbi for at se, hvordan man levede dengang. Det er så din opgave at vise dem det, formidle erfaringer og holde området og dermed danmarks kulturhistorie ved lige. Det da en ædel måde at holde ferie på.

Læs mere om Alternative rejser tilbage i tiden.

Pris:
2.000 - 3.550 kr.
Sted:
Lejre, Danmark
Dato:
Hele året

5. På kulturrejse til Tjekkiet

Hvis du endnu ikke ved hvad du skal lave Påskemandag, så book en tur til Tjekkiet. Her fejrer de nemlig dagen på en rimelig speciel måde. Alt du skal bruge er en pomlázka. Groft oversat: en pisk af flettet pil. Herefter går man fra dør til dør, eller i offentligheden, og pisker kvinderne ganske tilforladeligt med sin hjemmelavede eller erhvervede pomlázka.

Du bliver ovenikøbet belønnet for det. De piskede kvinder giver en håndfuld farvede æg til børnene og de lidt ældre får et shot lokal spiritus serveret. Så der er jo også penge at spare!

Herhjemme er det kutyme (blandt børn) at tyre æg på de huse, hvor man ikke fik slik fra i sin påskemarch. Historien melder ikke om nogen “straf”, hvis kvinderne ikke giver æg eller sprut. Der må man jo tage til Tjekkiet for at finde svaret.

Påskeferie i Tjekkiet
Pris:
Gratis
Sted:
Tjekkiet
Dato:
Påskemandag 2018

6. Billig weekendtur i byen

Tag med et lavprisselskab på bytur i en europæisk storby. En hurtig søgning på Google viser, at man i skrivende stund kan rejse til mindst otte forskellige europæiske storbyer til under 250 kr. tur/retur. Skal du til sammenligning fra Aarhus til København eller omvendt, koster en enkelt togbillet 388 kr.

Det er ikke kun transporten der er billigere, også mad, drikke og ophold vil højst sandsynligt være langt billigere end i Danmark.

Søg lidt rundt hos lavprisselskaberne på forskellige destinationer og datoer for at finde dit bedste alternativ. Prøv f.eks. Norwegian, Ryan Air, Easy Jet.

Bo gennem AirBnB eller det gratis alternativ Couchsurfing.

Billig weekendtur Europa
Pris:
Ca. 250 kr.
Sted:
Europa
Dato:
Hele året

7. Alternative rejser kan gøre dig til verdensmester

Har du drømt om at være verdens bedste? Nu er drømmen bestemt inden for rækkevidde! Træn dig op til næste års World Alternative Games i Wales!

Her kan du dyste i ædle sportsdiscipliner som kæmpe hoppeboldskapløb, største maveplasker, løbeduel med konen på nakken (bogstaveligt talt), badekarsroning, løb med stilletter, ræs i stridsvogn (trukket af to cykler), kontorstolsræs, mosetriathlon, gemmeleg, slå smut med sten, samle flest regnorme på tid, cykelløb med omvendt styring, svømning med et lokum på ryggen (jep), sten, saks papir, wrestling i walisisk sovs, tåwrestling, baglæns løb samt et hav af andre underholdende discipliner.

Tænk på naboernes reaktion når du kommer flyvende gennem kvarteret i en cykeltrukket stridsvogn. Træn op til næste års verdensmesterskaber, repræsentér kongeriget og vend hjem som global sejrherre!

Wales alterntive rejser med alternative aktiviteter
Pris:
Gratis
Sted:
Llanwrtyd Wells
Dato:
10 - 17 august 2018

8. Gå a cappella i Estland

Hvis du hører til den del af befolkningen, som aldrig har været til koncert med 25.000 simultant syngende sangere, så skal du til Tallinn i Estland. Der er nok sangere til festivalen til at fylde flere festivaler med både sangere og publikum. Koret på 25.000 sangere står på en gigantisk scene og kigger ud imod de ca. 100.000 fremmødte koncertgæster. Dertil kommer de ca. 15.000 dansere + musikere.

Festivalen og traditionen med det oprustede kor startede i 1869 med sølle 878 sangere. Her nogle år senere er antallet markant højere og hvordan mon udviklingen fortsætter de næste 100 år? Med lidt hurtig hovedregning kan man komme frem til at de nok snart skal have en større scene.

Det skulle efter sigende være en meget rørende oplevelse at blive sunget til af så mange mennesker. En oplevelse som kun professionelle sportsstjerner ellers kan relatere til, prøv det!

OBS: koncerten er så omfattende, at den kun bliver arrangeret hver 5. år. I 2019 bliver der skruet ekstra op for blusset da traditionen fylder 150 år.

Oplevelser i Estland
Pris:
Gratis
Sted:
Tallinn, Estland
Dato:
5 - 7 juli 2019

9. Er man til kulinariske rejser...

så har vores skandinaviske kollegaer på Island et glimrende tilbud, hvis man vel og mærket ikke er sart eller kræsen. Madfestivalen Feast of Thorri, byder på ekstraordinære kulinariske oplevelser, som du nok ikke finder andre steder på kloden. Til alt held er vi danskere i festivalens målgruppe, eftersom den er rettet mod efterkommere af vikinger for at hylde forløberne til nutidens nordiske gastronomi.

Januar er Islands mørkeste og koldeste måned, nogle vil mene det også er den klammeste. I menuen finder man b.la. en veltilberedt blodbudding, hele kogte fårehoveder, fåreleverpølse, rådden fisk, syltede væddertestikler, fermenteret haj og andre bizarre “delikatesser”. Man skyller ned med lokal brannivín-schnapps kaldt “Svarti dauoi” - sort død.

Feast of Thorri afholdes så langt fra højsæsonen som muligt, dermed er priserne også i bund og er godt tidspunkt at besøge Island.

Festivalen er opkaldt efter tordenguden Thor og er nok den jordiske middag der gør det lettest at forestille sig at sidde til bords med guderne i Valhalla.

Islandsk mad og kulinariske oplevelser
Pris:
Gratis
Sted:
Island
Dato:
Januar 2018

10. Pølsekast i Rapperswil

Kan man få billige pølser og wienerbrød i Schweiz?

Sagtens, du får dem kastet i nakken!

Hvert år kl. 15:15 på tyk tirsdag foran rådhuset i Rapperswil, nok verdens sejeste bynavn.

“Er alle mine drenge her?” råbte borgmesteren på tysk
“En, to, gedeben!” svarede folket foran rådhuset

Herefter åbnede borgmesteren og hans ansatte rådhusets vinduer og kastede pølser og wienerbrød ud til den schweiziske folkemasse. Bagefter var der Guggenmusik.

De har gjort det siden 1350 så måske vores borgmesterstang har rødder i Rapperswil.

Pris:
Gratis
Sted:
Rapperswil, Schweiz
Dato:
13/02/2018

11. Alternative rejser kan afgøre dit parforhold

I de slaviske lande kan du én gang for alle få finde ud af om dit forhold er holdbart! På Kupala Dag tager unge par ud for at hoppe igennem flammer som del af et ritual af tapperhed og tillid. Parrene skal hoppe igennem bålet med hinanden i hænderne, og de par som ikke gennemfører eller slipper grebet, har ringe udsigter til parforholdets fremtid.

Kvinderne søsætter blomsterkranse med levende lys, og kransenes sejlmønster giver dem forudviden om parforholdet. Listige fyre bevæger sig ud i vandet, for at opsnappe de kranse der er på “negativ kurs” i håb om at skabe sig opmærksomhed fra pigerne der lagde dem ud, da de jo nu beviseligt har knas i parforholdet.

Sidst på aftenen sendes tusindvis af “nattelamper” op på himlen mens man afsiger et ønske som man gerne vil have opfyldt.

Alternative rejser i Europa
Pris:
Gratis
Sted:
Rusland, Ukraine.
Dato:
07/07/2018

12. Hold nytår i udlandet

Nytårsaften er altid en af årets mest ventede fester som man ofte gerne ville have varede lidt længere. Heldigvis er der råd for det, i Ukraine holder de nemlig nytår to gange.

Ukrainerne fejrer nytår ligesom os efter den gregorianske kalender. Men to uger efter fejrer de nytår igen, denne gang efter den julianske kalender. Dette er fordi den russisk ortodokse kirke stadig følger og observerer den julianske kalender, selvom Rusland siden 1918 officielt har kørt gregoriansk.

Især ukrainernes anden nytårsfest er et besøg værd, da denne er betonet af mærkelige oldgamle skikke og udklædninger. Ukrainerne er meget kreative med deres udklædning og man vil se utallige varianter i løbet af ny-nytårsfesten, de mest populære og traditionsnære er dog gammel dame, gammel mand eller ged.

Hold nytår i udlandet
Pris:
Gratis
Sted:
Ukraine
Dato:
31/12/17 & 13/01/18

13. Kongeetapen i en billig gummibåd

Connect med over 5.000 mennesker i et kæmpe net af gummibåde på floderne omkring Helsinki. Årets nok mest chilleren event, hvor alt du skal gøre er at slappe af i en gummibåd mens du drikker øl og hygger med vennerne.

Eventet hedder Kaljakellunta (Beer Floating) og kører på sit 20. succesfulde år. Der er ingen officielle arrangører eller særlige regelsæt forbundet med eventet, det eneste man skal have med, er masser og øl og et flydende redskab. Det kan være alt fra gummibåde og hjemmelavede tømmerflåder til mindre flydende “festøer” med anlæg og bar.

Ølhjelmen er som skabt til alternative rejser som denne.

Årets rute bliver afgjort ved afstemning inden sommeren går i gang, som regel via eventets facebookside eller på hjemmesiden

Alternative Rejser - Beer Floating i Helsinki, Finland
Pris:
Gratis
Sted:
Helsinki, Finland
Dato:
Juli/august 2018

14. Vinsmagning i Spanien

Her var det ellers planlagt at skrive om La Tomatina, verdens største tomatkrig, men spanierne har de senere år udnyttet eventets popularitet og kræver nu betaling for at deltage, det gider vi ikke.

Glem derfor alt om tomatkrig og indstil kikkerten mod den lille by Haro i Nordspanien. Her kan du deltage i en fire dages lang vinfestival, som afsluttes med Battle of the Wines.

Byen forvandles fra en stille flække til en festby med flere tusinde deltagere, som efter store gadefester fredag og lørdag, er klar til den store vinkrig ved daggry om søndagen. Medbring spande, vandgevær, drikkedunk, trykslange eller hvad end kreativiteten tillader, og vær med til at affyre litervis af vin efter alle omkring dig. Husk at du er på udebane, og at de lokale har livslang erfaring med denne type krigsføring og forbered dig på have rødvinstømmermænd indtil næste års krig.

Pris:
Gratis
Sted:
Haro, Spanien
Dato:
Sidst i juni 2018

15. Motionsløb uden udstyr

Man har ikke brug for den seneste teknologi inden for løbesporten for at vinde store motionsløb. I hvert fald ikke hvis man deltager i Sopelana Nudist Race. Du kan spare hele det overflødige udstyr væk ved at spænde ballerne og galopere i fri dressur mens du arbejder dig op gennem feltet.

Der er præmier til mænd, kvinder, seniorer (40+) og børn. Eneste krav ved deltagelse er fuld nøgenhed og det forventes desuden at man holder nallerne for sig selv, evt. på hat og briller som dog er tilladt at have på.

Alternativ rejse til Spanien
Pris:
Gratis
Sted:
Sopalona, Spanien
Dato:
Juli 2018

16. Alternative rejser som straffefange i Østeuropa

Det berygtede og brutale Karosta fængsel blev bygget i år 1900 og er et af de mest usædvanlige steder i Letland og er glimrende i en guide for alternative rejser. Militærfængslet er designet til at ødelægge fangernes liv og undertrykke deres rettigheder. Her husede både sovjetiske og tyske soldater i form af revolutionærer, sømænd, dessertører, modstandsfolk, politiske modstandere mm. Flere tusinde fanger mistede livet her.

I dag er fængslet lavet om til et hotel, hvor de yder den fremragende service at behandle dig som en krigsforbryder under verdenskrigene. Karosta markedsfører stolt sig selv som uvenligt, hjemsøgt, koldt, ukomfortabelt og helårsåbent. Du får “den fulde krigsfange-oplevelse” herunder dødstrusler, tvungen fysisk aktivitet, advarselsskud fra pistoler og fortvivlede skrig fra medfangerne.

Oplevelsen er designet til at være så virkelighedstro som muligt, og før du lov at træde ind, skal du faktisk underskrive en kontrakt der tillader den brutale behandling af dig.

Du kommer til at sove indelukket i en lille celle, præcis lige så komfortabelt som et østeuropæisk militærfængsel lyder. Man vil blive vækket på uhørlige tidspunkter for enten afhøring eller overraskende hård fysisk afstraffelse.

Hold ferie i fængsel
Pris:
Ca. 17 euro pr. nat
Sted:
Karoska, Litauen
Dato:
Hele året

17. Tag i hellig krig i Grækenland

Hvis man efterhånden er lidt træt af, at man ikke må fyre raketter afsted for at ramme og ringe med klokkerne i de danske kirketårne, så kan grækerne hjælpe dig.

På øen Chios går de amok i påsken. Agios Markos og Panagia Erithiani er to rivaliserende kirker, som hver især ligger på en bakketop med en stor kløft imellem sig.

Hvert år mødes medlemmerne af de to kirker til hellig rouketopolemos (raketkrig) og oplyser nattehimlen med titusindvis af raketter. Målet med de vilde scener er at ramme den modsatte kirkes klokker flest gange. Direkte træffere giver angiveligt point som bliver talt op så man kan finde en vinder. Begge pastorater gør dog urokkeligt krav på sejren, uanset de optalte antal træffere, hvorfor krigen altid ender uafgjort og må genoptages året efter.

Man kender ikke oprindelsen af raketkrigen, men det siges at den daterer sig tilbage til Ottoman-tiden. Indtil 1889 brugte de rigtige kanoner.

Pris:
Gratis
Sted:
Chios, Grækenland
Dato:
31/03/2018

Kender du til en alternativ rejse?

Vi er meget interesserede i at høre fra dig, hvis du kender til flere oplevelser i Europa der falder i samme kategori. Fortæl gerne om dine oplevelser i kommentarfeltet herunder så vi kan få udbygget guiden med flere forslag til alternative rejser.
LendOn.dk drives af Creamfinance Denmark ApS, Lergravsvej 53, 2300 Københavns S. CVR nummer 36965797.
LendOn.dk © 2018