forhandling-om-loen

10 gode råd til din lønforhandling

Hvis tiden er kommet til, at du skal til forhandlingsbordet med din chef, så er det vigtigt, at du forbereder dig grundigt inden samtalen. Dine krav til udfaldet af en lønsamtale, må aldrig være sat uden et solidt grundlag. I så fald vil du nok forlade samtalerummet med en skuffende følelse.

Dette vil ske fordi du ikke vidste, hvordan du skulle møde din chefs forhåbninger og ønsker. En lønforhandling handler nemlig ikke om at få sin vilje, men derimod om at lave en aftale, som tilgodeser begge parter. Herunder vil vi give dig 10 gode råd til, hvordan du vinder succes ved forhandlingsbordet.

1. Løn forhandles ud fra din fremgang

Inden din kommende samtale, så spørg dig selv:

  • Hvad har du som medarbejder opnået det forgangne år?
  • Hvordan har du udviklet dig?
  • Hvilke værdier bidrager du med til virksomheden?

Ved at besvare ovenstående spørgsmål, forbereder du også din argumenter for, hvorfor din chef bør hæve netop din løn. Det siger sig selv, at hvis ikke du har udviklet dig karrieremæssigt, så bidrager du med akkurat det samme, som du gjorde ved sidste lønsamtale eller ved ansættelse. Bidrager du derimod med mere nu, er du også mere værd for virksomheden, og en lønstigning kan derfor komme på tale.

2. Tjek lønudviklingen for din branche

Det er vigtigt, at du ikke sætter dine lønkrav urimeligt højt. Da kan du komme til at virke uprofessionelt og dårligt forberedt. Tjek derfor op på lønudviklingen inden for din branche. Måske tjener du allerede for lidt i forhold til gennemsnitslønnen, hvorfor dine argumenter så vil kunne stå endnu stærkere. Du kan tjekke din branches lønudvikling på jobindex.dk eller gennem din fagforening.

3. Forhold dig til din virksomheds økonomi

Som skrevet handler en lønforhandling om, at indgå en fair aftale for begge parter. Derfor kan det være en god ide, at du sætter dig ind i din virksomheds nuværende økonomi. Har den eksempelvis været nedadgående, skal du muligvis tænker i alternativer for en lønstigning.

Ser virksomhedens økonomi derimod bedre ud end den gjorde forrige år, og har du endda bidraget direkte til den, så er du dermed bedre sat for en lønstigning. Dette kunne eksempelvis være, hvis du har skaffet din virksomhed en kunde, eller skaffet resultater, som har givet bedre tal på bundlinjen.

4. Undersøg din chefs interesser og vilkår

Alt efter din stilling og arbejdsplads, så har din chef muligvis også en leder, som han/hun skal forhandle budget med. Har du dine argumenter i orden, og er du ude i god tid, så giver du din chef mulighed for, at have dine ord i tankerne, når han/hun selv skal til forhandling. Dette kan forbedre dine chancer for lønstigning, om ikke andet i fremtiden.

succesfuld-forhandlingsmoede-10 gode råd til din lønforhandling-blog-LendonDK

5. Tænk i alternativer

Hvis din chef hårdnakket afviser dit ønske om lønstigning, så giv ikke op. Du behøver ikke at gå tomhændet fra forhandlingsbordet af den grund. Tænk over hvilke goder, der ville kunne kompensere for en lønstigning, og gå derefter målrettet efter disse. Det kunne eksempelvis være en bedre pensionsordning, mere ferie, betalt telefon eller lignende.

6. Vær ligefrem og konkret

Når du skal forhandle med din chef, sørg da for ikke at være for beskeden eller at pakke dine ønsker for meget ind. Sørg i stedet for at være yderst specifik angående, hvad du har i sinde at opnå. Ellers kan det fremstå som om, at du er villig til at nøjes med mindre, end hvad du egentlig har i tankerne.

7. Kend din smertegrænse

Såvel som du skal forberede dig på, hvad du ønsker at opnå, skal du også forberede dig på, hvad der for dig er acceptabelt at nøjes med. Sådan skaber du rum for en fair forhandling. Start altid med at fremlægge dine højeste ønsker, hvorefter du i samarbejde med chefen kan finde frem til en aftale, som holder sig inden for de acceptable grænser, som du selv har sat.

8. Nej er en indbydelse til forhandling

Der er stor sandsynlighed for, at din chef vil lægge ud med et “nej” til dine ønsker. Men ved forhandlingsbordet er et nej ikke altid lig med et rungende “glem alt om det”. I stedet kan det være en invitation til en forhandling om en aftale, som tilgodeser begge parter.

Igen er det derfor vigtigt at understrege, at du skal lægge ud med dine højeste ønsker. Det er sjældent set, at du succesfuldt kan forhøje dine krav under en samtale. Derimod skal du forberede dig på, at din chef vil forsøge at forhandle nedad, og du skal kunne være imødekommende over for dette undervejs. Det nytter ikke noget at være urokkelig fra start.

9. Spørg hvad der skal til

Hvis ikke du kan opnå dine mål i denne forhandlingsrunde, så spørg din chef til råds om, hvad der skal til før du kan stige til ønskede løntrin. Dernæst skal du naturligvis arbejde ud fra dette. Således forbedrer du dine muligheder for en lønstigning i fremtiden.

10. Luk samtalen ordentligt

Det kommende råd kan ikke skrives tydeligt nok. Gå aldrig fra forhandlingsbordet med en negativ holdning. Såvel som lønforhandlingen er en samtale om hvad der skal ske her og nu, så er den også et grundlag for, hvad der kan ske i fremtiden.

Er du ikke tilfreds med udfaldet af samtalen så sørg for at sætte ord på dette. Tak for en god samtale, og fortæl ærligt at du havde håbet på mere. Fortæl at du vil arbejde målrettet for at opnå dine ønsker, og husk på at der kommer en ny samtale et år senere.

Du ville måske også kunne lide......

Guide: Mindeværdig julehygge på budget

Julen er hjerternes fest og dét tidspunkt på året, hvor venner og familier mødes over hyggelige og stemningsfulde dage. Men julen koster også mange penge, for det er dyrt at holde julefrokoster,

Billige billetter til ferien - du aldrig glemmer

Mangler du inspiration til din næste ferie? Og vil du gerne finde billige billetter? Så har vi her samlet en række rejsedestinationer og aktiviteter, som vil inspirere dig. Om du er på udkig efter

Ansøgning om lån

Hvorfor bruge unødvendig tid på en ansøgning om lån, når du kan gøre det nemt og hurtigt. Vi ved, at vores kunder har mange andre vigtige ting at bruge deres tid på - og ansøgning om lån,